Julie Zangenberg springer ud som TV-vært
25-årige Julie Zangenberg har både arbejdet som skuespiller og model, men nu kan hun skrive endnu en jobtitel på sit CV. Hun har nemlig landet en værtsrolle på et nyt TV3-program.
Det afslører Nicklas Bendtners ekskæreste på sin blog Vivi La Vie, hvor hun har skrevet et indlæg fra en græsk ø, hvor optagelserne til programmet er i gang.
- Jeg er her for at være vært på et nyt udfordrende TV-program til TV3. Udover at jeg tager alle mine jobs som en udfordring, der skal tages seriøst, så er det ikke mig, der bliver udfordret på denne produktion. Det er vores deltagere, der er seje, modige og bliver udfordret på krop og sjæl, fortæller Julie Zangenberg på sin blog.
Relevant TV-program
Det bliver hendes værtsdebut, og hun forklarer, hvorfor hun har valgt at prøve kræfter som vært.
- Jeg er skuespiller først og fremmest. Det er det, jeg er bedst til, og hvor jeg føler mig hjemme. Men jeg sagde ja til denne her værtsrolle, fordi, jeg synes, programmet og ideen bag er spændende, ny og relevant for vores tid, skriver Zangenberg og fortsætter:
- Det har dybde uden at blive kedeligt. Det er underholdning, men kan og vil lidt mere, end hvad man tror ved første øjekast.
Hun må ikke komme med flere detaljer på nuværende tidspunkt, men TV3 løfter mere af sløret senere på året.