Linse Kessler raser over ny hundelov
Et nyt direktiv fra Friluftsrådet siger, at hundeejere ikke længere må lade deres firbenede venner bade ved de danske ”Blå Flag”-strande, og det har fået Linse Kessler til tasterne.
”Familien fra Bryggen”-realitystjernen Linse Kessler er selv hundeejer, og hun er mildest talt uenig i det nye forbud.
- I har lavet en hundelov, som slagter vores uskyldige hunde. I himler op om hygiejne. JEG tisser i vandet når jeg bader, og det gør halvdelen af DK's befolkning. Vi svømmer gladeligt rundt i afføring, hældt ud fra både osv., skriver Linse Kessler ifølge Ekstra Bladet på Facebook.
Linse Kessler: Viser hensyn
Ifølge Friluftsrådet skyldes forbuddet, at de er blevet opmærksomme på nogle internationale regler, som de ikke har overholdt. Men den udmelding har Linse Kessler ikke meget tilovers for.
- Selvfølgelig tager vi ikke til stranden, når der er en masse mennesker, vi gør det om aftenen i sommerperioden (når der ikke er farlige alger) eller finder strande, hvor der ikke ligger folk. Vi viser da et helt almindeligt hensyn. Jeg forstår det altså ikke, men en ting ligger helt fast: Jeg lufter mine hunde, hvor og når det passer mig, skriver Linse Kessler ifølge avisen.