Lisbeth Østergaard sælger brudekjolen
Det var et eventyrligt drømmebryllup, da Lisbeth Østergaard og Ralf Christensen 13. august 2016 sagde ja til hinanden i Skovshoved Kirke.
Kjolen var en drøm af en brudekjole, og BILLED-BLADETS læsere valgte da også netop den til årets brudekjole i 2016.
Lisbeth var selv med til at bestemme designet på den lange kjole, der er kreeret af Lasse Spangenberg.
Den har både duchesse, blonder, sten, masser af tyl og en masse håndarbejde.
- Det er da også lidt vemodigt at sælge den, men den kommer jo bare til at hænge i skabet og samle støv.
Jeg skal jo ikke bruge den igen, fortæller Lisbeth Østergaard med et grin til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Så Lasse og jeg er blevet enige om at sælge vores “baby”.
Prisen for herligheden er 35.000 kroner, og kjolen er til salg hos Lasse Spangenberg.
Den 1. august flytter han til nyt showroom og holder derfor flytteudsalg frem til 13. juli.
- Jeg håber, der er en, der bliver glad for den. Den er for flot til bare at hænge i et skab, lyder det fra Lisbeth Østergaard, der har holdt ferie sammen med sin mand Ralf Østergaard Christensen og parrets søn, Viggo, der fyldte to år den 13. marts.