Luksusfælden Heidi: Claus løj for mig
Få styr på din gæld, ellers har vi ingen fremtid sammen. Så kontant var udmeldingen fra Heidi til kæresten Claus.
- Jeg kunne ikke leve med en mand, der bare optog lån. Han var ikke et forbillede for nogen af børnene, siger 25-årige Heidi Hemdrup. Der står dog stadig to navne på familiens dør i Viborg, for Heidi gjorde aldrig brug af sin trussel.
Heidi havde styr på sin egen økonomi, da parret flyttede sammen, og hun havde ikke grund til at tro, at Claus havde rod i finanserne.
- Jeg var jo vant til at have Mathias, og når man har et barn, skal der være penge til hele måneden. Claus havde bare været sig selv, og jeg vidste, at han godt kunne lide at bruge penge, men han tjente også godt, forklarer Heidi.
Claus' tomme ord
Da gildet skulle betales, lukkede han øjnene og ignorerede rudekuverterne, som blev smidt uåbnede ud i skraldespanden. Både for at undgå at se sandheden i øjnene og for at skjule den for Heidi.
Men Heidi fandt de uåbnede breve, og langsomt gik sandheden op for hende. Claus havde levet sin ungdom på lånte penge. Hun forsøgte at snakke økonomi med Claus, men han ville slet ikke tale om det.
- Det var hårdt, og det gjorde mig ked af det. Havde han bare gjort noget tidligere, var gælden ikke vokset så meget, siger Heidi. Flere gange lovede Claus at få nedbragt gælden, men intet skete, og Heidi var ved at miste tilliden til sin kæreste.
- Jeg følte, at jeg var mor til tre børn. De to små og Claus. Han har levet i en drømmeverden, hvor man ikke skal betale det, man skylder, siger Heidi.