Luksusfælden styrkede Claus og Dianas kærlighed
Mærkerne i væggen er der stadig. Dybe hug fra den økse, som Claus i raseri huggede ind i værkstedets væg, når skænderierne og frustrationerne i hjemmet fik temperamentet til at koge over. Det er fortid nu. Siden Diana og Claus fra Klovborg i sommer medvirkede i "Luksusfælden" på TV3, er der kommet fred i hjemmet, og pengene på kontoen strækker nu til hele måneden.
- Ingen kunne være tjent med, at jeg blev så hidsig, at jeg kastede med tingene. Før kunne vi ikke tale om økonomi uden at komme op og skændes. Vi skændes stadig. Men på en helt anden måde, siger Claus Bille Jensen, der er 32 år og maskinarbejder.
Hjælp til parforholdet fik parret også i "Luksusfælden". For selv om Diana og Claus meldte sig til programmet for at få hjælp til at lukke hullerne i budgettet, kom udsendelsen, som blev vist i går, i høj grad til at handle om parrets manglende evne til at tale stille og roligt om deres økonomi. Blandt andet fik parret en samtale med en parterapeut, og det var en stor hjælp.
- Vi har fået en bedre forståelse af hinanden og hinandens grænser, og vi er kommet tættere på hinanden, fortæller Diana.
Parret mødte hinanden for tre år siden på internettet, og derefter gik det stærkt. Diana flyttede ind hos Claus halvanden måned senere, og efter blot fire måneders kæresteri blev Diana gravid.
Diana er netop nu på kontanthjælp og kæmper hårdt for at finde et arbejde for at kunne medvirke til at forbedre parrets økonomi. Hun mangler en læreplads inden for handel og kontor for at kunne gøre sin uddannelse færdig. Job for ufaglærte er svære at få. Diana giver dog ikke op. For først når hun finder et arbejde, kan parret få indfriet resten af deres drømme. Så længe hun er på kontanthjælp, har hun og Claus ikke råd til et større hus, og de kan ikke holde det bryllup, som de drømmer om, for så mister Diana sin kontanthjælp.
- Det vil betyde rigtig meget for mig at få et job, for det er det, der skal til, hvis alle vores andre drømme skal gå i opfyldelse, siger Diana. Claus smiler.
- Du skal nok blive gift, siger han og giver sin kommende kone et klem.