12. maj. 2015
Af Helle Skram de Fries

Nina fra Dyreværnet har lige reddet 21 misrøgtede hunde

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/nina_amdi_dyrev_rnet38.jpg
Foto: Birger Storm
Den 38-årige Nina Amdi Carlsen er udrykningsleder og hver torsdag kan du på TV3 følge livet på Dyreværnet i Rødovre, hvor hun og de øvrige medarbejdere knokler for dyrene.

På TV3 er den nye sæson om Dyreværnet på Islevdalsvej i Rødovre i fuld gang.

Og en af dem vi følger, er Nina Amdi Carlsen, der er internatets udrykningsleder.

Hun kører blandt andet landet tyndt i internatets store dyreambulance og redder misrøgtede dyr, der kommer med hjem til internatet.

Her får de den pleje og den dyrlægebehandling, de har brug for, så de senere kan formidles ud til gode, blivende hjem.

Dyreværnet rykkede ud til misrøgtede gravhunde

Nina Amdi Carlsen var for nylig ude på en dyreværnssag på Lolland, hvor der var et stort antal misrøgtede gravhunde.

De var tynde, dehydrerede og i en sølle forfatning.

- Det er lykkedes os at få overdraget 21 af hundene, og de får nu behandling, så det er rigtig godt, fortæller Nina, da BILLED-BLADET er på besøg på internatet.

Mange andre dyr end hunde

En af de gravhundetæverne fik 9. maj seks hvalpe, og mor og børn er i familiepleje.

Ikke alle hunde på internatet er fra dyreværnssager.

Nogle bliver indleveret af politiet som hittehunde, andre af ejere, der af forskellige årsager ikke længere er i stand til at have deres hund - eller kanin, eller marsvin, eller kat eller skildpadde, eller slange, fugl etc.

Har altid elsket dyr

Nina er uddannet adfærdsbehandler og har altid elsket dyr.

- Som barn holdt jeg altid sommerferie hos mine bedsteforældre på Djursland og kravlede rundt i høet og ledte efter kattekillinger.

Har sin egen hund derhjemme

Derhjemme har hun naturligvis også sin egen hund - niårige Spike af racen Dogo Agentino. Faktisk er denne race på listen over forbudte hunde.

- Men jeg har ham på helt lovlige vilkår, skynder Nina sig at fortælle.

Normalt er han med på job, men lige nu er der så mange hunde på internatet, at der ikke var plads til, at Spike kunne komme med i dag.

- Nogen gange bliver han i Jylland, hvor min kæreste passer ham, fortæller Nina til BILLED-BLADET.

Se næste program med Dyreværnet torsdag 14. maj klokken 21 på TV3.

Læs mere om: