Rørende foto: Lisbeth Østergaard fejrede sin syge far
Tirsdag kunne TV3-værten Lisbeth Østergaard fejre, at hendes far, Ole Østergaard, fyldte 60 år, og det er lidt af en sejr.
Ole Østergaard lider nemlig af hjernelidelsen Parkinsons sygdom, der giver tendens til rysten og stive muskler.
"I dag har min daddy fødselsdag, og vi har fejret ham hele dagen. 60 år", skriver TV-værten på Instagram.
Far er en sej banan
På billedet, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, ses Lisbeth Østergaard med et flag i hånden ved siden af sin far og farfar.
Hun ønsker stort tillykke til sin ”seje banan” - som hun skriver - af en far, der kæmper med sin sygdom hver dag og får hjælp af en medicinpumpe på maven.
Lisbeth Østergaard understreger også, at pumpen, som også kan anes under skjorten på billedet, er en god ting, når den virker.
Sygdommen er uhelbredelig
Ole Østergaard, der er bosiddende i Horsens, har i en årrække været ramt af sygdommen, og TV-værten gør sit bedste for at besøge ham, når hun kan.
Hun har også tidligere sat fokus på den uhelbredelige sygdom ved at deltage i Parkinson Unity Walk i København.
Lidelsen kommer som regel snigende og rammer hovedsageligt bevægelsesevnen i et langsomt tempo.