22. maj. 2013
Af af Martin Hjort

Sandra fra Ekstremt Fed er blevet tyk igen

Sandra Krag og Martin Hjort
Sandra Krag og Martin Hjort, der også medvirkede i Ekstremt Fed
Foto: Gregers Overvad
Hele 80 kilo lykkedes det Sandra Krag at tabe sig, da hun i fjor deltog i TV3-programmet ’Ekstremt Fed – Et år til at redde livet’. Nu, ni måneder efter, har hun taget 35 kilo på igen.

– Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg frygter, at jeg ikke lever, når jeg er 25 år. Jeg er virkelig bange for at dø af min overvægt.

Fortvivlelse emmer ud af 23-årige Sandra Krag, der i fjord var med i TV3-programmet ”Ekstremt Fed – Et år til at redde livet”. Hun havde dengang en livstruende vægt på omkring 205 kilo, men i tv-programmet, hvor hun blev bakket op af et team af trænere, lykkedes det hende faktisk Sandra at tabe sig 80 kilo.

I Ude og Hjemme i september i fjor, fortalte hun glædestrålende, at hun var begyndt at dyrke zumba mindst en gang om dagen, og at hun var gået 10 buksestørrelser ned. Den nye livsstil havde endda givet den unge pige et plus i økonomien, fordi hun havde droppet den dyre junkfood.

Sandra tabte 80 kilo i Ekstremt Fed - se den vilde forvandling på udeoghjemme.dk

Vægten holdt ikke

Men tiden efter tv-programmet har været svær for Sandra. Hun har mistet grebet, og vægten er løbet løbsk. I de ni måneder, der er gået, siden hun stoppede med tv-programmet, har hun taget 35 kilo på igen.

Hele den gamle livsstil er vendt tilbage. Zumbaen er fortid, de nyindkøbte bukser kan hun glemme alt om, og de gamle, usunde madvaner truer reelt med at tage livet af hende.

– Min familie støtter mig ellers rigtig meget. Min kæreste køber sundt ind og står tit og snitter gulerodsstave, så der altid er nogle i køleskabet. Men hvad hjælper det, når jeg altid svinger ind på tankstationen for lige at købe morgenmad på vej på arbejde? Jeg kan simpelthen ikke lade være med at spise. Jeg har ingen mæthedsfølelse. Jeg spiser, indtil jeg skal kaste op. Det er helt sygt, jeg ved det godt.

Se hvordan det er gået 16 af deltagerne fra Ekstremt Fed på udeoghjemme.dk

Ønsker sig en gastric bypass

– Mange siger, at jeg kan, hvis jeg vil. Men jeg kan virkelig ikke, selv om jeg gerne vil. Jeg må erkende, at jeg ikke er stærk nok psykisk, siger hun.

Før Sandra tabte sig, var hun indstillet til en gastrisk bypass, hvor mavesækken bliver opereret mindre. Men dengang syntes hun ikke, at hun havde forsøgt at tabe sig ordentlig på egen hånd. Derfor takkede hun nej.

– Nu har jeg prøvet at tabe mig. Men jeg har desværre også vist, at jeg ikke kan holde vægttabet. Jeg føler, at en fedmeoperation er den sidste udvej. Jeg frygter virkelig, at jeg er der, hvor det er en operation nu, jeg har behov for, hvis jeg ikke skal dø af min overvægt, siger hun.

Håber hun bliver syg

Men siden sidst er aldersgrænsen sat op, så hun nu ikke kan få en offentligt betalt operation.

– Min læge har indstillet mig til operationen flere gange – men jeg har fået afslag hver gang. Jeg er for ung. Jeg er 23, og man skal være 25 år, siger hun.

Nederlaget har sendt Sandra ned i en psykisk kulkælder, men hun vil ikke tage lykkepiller, hvis hun kan undgå det. Hun ved jo godt, hvad årsagen er.

–Jeg drømmer til gengæld tit om at blive så alvorlig syg, at jeg ikke kan spise. Så ville jeg jo automatisk tabe mig. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt at tænke sådan, men jeg er desperat, siger hun.

Har brug for hjælp

Det er specielt de mennesker, Sandra kender, hun har svært ved at skulle se i øjnene, efter hun har taget de mange kilo på igen.

– Jeg føler, at det er nedværdigende, fordi de jo godt ved, at jeg har tabt mig, men nu kan se, at det er gået galt igen. Jeg er flov. Jeg lever meget efter, hvad andre mennesker tænker om mig. Det er heller ikke rart at sidde og fortælle det nu. Men jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er nødt til at indse, at jeg ikke kan klare det selv og kan nu kun håbe på at få en eller anden form for hjælp, siger Sandra.

Læs mere om: