20. dec. 2022
Af Stine Ramlyng

Sofie Linde om svær tid: Jeg blev rigtig bange

Sofie Linde
Sofie Linde
Foto: Kaspar Wenstrup
Sofie Linde taler i nyt Viaplay-program om tiden efter sin kendte Metoo-tale i 2020, som var så barsk, at hun ikke ville have holdt den, hvis hun havde kendte konsekvenserne på forhånd.

Selv om Sofie Linde i dag er stolt af at have fået sat skub i hele MeToo-debatten i Danmark, har det været en dyr omgang for den i dag 33-årige “X Factor”-vært.

– I rigtig manges optik, så holdt jeg den der tale, og så gik det rigtig godt, men der var 14 dage hvor – jeg har aldrig været i en shitstorm før, jeg har aldrig ønsket at være debattør og på den måde være en del af den offentlige debat, og det blev jeg bare sådan der (knips, red.) og var det helt alene, fortæller Sofie Linde ærligt Casper Christensen i programmet “All Exclusive” på Viaplay.

Historisk Metoo-tale

Hun er inviteret til Portugal af Casper Christensen og Mikael Bertelsen for at bo i et luksushus i 24 timer. Undervejs diskuterer Sofie Linde og Casper Christensen med Bertelsen i baggrunden alt fra kønsidentitet(-er) til det at poste billeder af deres børn på de sociale medier.

Og selvfølgelig bliver emnet om Sofie Lindes historiske MeToo-tale også bragt op.

Sofie Linde: Jeg ville ikke gøre det igen

Casper Christensen siger i programmet, at han er glad for, at det var netop Sofie Linde med sin gennemslagskraft og folkelighed, der holdt den tale, men at han forestiller sig, at “det må have givet en masse støj, og at det må kræve et menneske, der er i stand til at håndtere det”.

Sofie Linde mener dog ikke, at hun var forberedt - eller i stand til - at håndtere det, der ventede.

– Men det var jeg ikke! Skulle jeg gøre det om … havde jeg vidst, hvad der fulgte bagefter, så havde jeg aldrig gjort det, svarer Sofie Linde hurtigt og sætter flere ord på tiden efter den nu berømte tale i 2020.

Sofie Linde
Sofie Linde, Casper Christensen og Mikael Bertelsen i Viaplay-progammet "All Exclusive".
Foto: Viaplay Group

Jeg mødte en vrede, jeg ikke forstod

– Jeg tror, man kan svine mig til op og ned. Det er ikke det, der gør ondt, det er jo ikke, at nogen ikke kan lide mig. Men jeg blev bange, som i rigtig bange. Som i mit navn stod på Incel (et forum af mænd med et voldsomt had til kvinder, red.), min adresse, mit password, jeg blev spyttet på, jeg mødte en vrede, som jeg ikke forstod, fortæller en alvorstung Sofie Linde, der tre år efter talen – trods alt – er landet et sted, hvor hun er “rigtig stolt af det”.

Hun kunne dog aldrig have gjort det uden hjælp fra sin manager og et hav af andre mennesker, slår hun fast.

Læs mere om: