Stolt Cengiz: Geggo overvandt kæmpe frygt
I aftenens afsnit af "Fangerne på fortet" får Geggo virkelig sin sag for.
Hun skal bryde ud af en montre, der hurtigt fyldes med vand - og hun er bange for at drukne.
"For en, der har levet med angst for at drukne hele livet - så behøver jeg vist ikke understrege, hvor stor en prøve dét her var for mig... Dog må jeg erkende, at det var ét af de fedeste programmer, jeg nogensinde har deltaget i - jeg kan jo godt lide en udfordring," skriver "Familien fra Bryggen"-stjernen på Instagram om episoden.
Geggo: Troede ikke, jeg ville klare den
I programmet forklarer Geggo, at hun først lærte at svømme som 22-årig. Derudover er hun dårlig til at arbejde under pres, og hun er farveblind, hvilket ikke er så godt, da hun skal matche farver for at komme ud.
- Havde man sagt til mig, at jeg skulle side i en lille boks, hvor vandet steg, havde jeg sagt nej, men jeg klarede den sgu! Det havde jeg ikke regnet med! siger Geggo i programmet, hvor hun hiver to nøgler hjem til sit hold, der også består af Cengiz og Didde fra "Familien fra Bryggen".
Cengiz: Så stolt!
Cengiz hepper på sin hustru hele vejen igennem prøvelsen og kommenterer bagefter, at nu kan hun gå på vandet.
- Jeg var sikker på, Stephanie ville gennemføre sin udfordring, fordi hun er så stædig og et kæmpe konkurrencemennekse, siger han til BILLED-BLADET. - Jeg var så stolt af hende! Jeg synes, hun var pisse sej - og vigtigst af alt vandt hun to nøgler til vores hold! Jeg tror også, at hun er rigtig stolt! Han vidste godt, hvor bange hun er for at drukne, da hun blev stillet foran sin udfordring. - Hun har snakket meget om, at hun er bange for at drukne. Men jeg har aldrig mærket det på hende før - men vi har så heller ikke været ude for noget, hvor hun kunne drukne - heldigvis! siger han.