Sussi taler ud i TV-program: Derfor turde Leo ikke at få børn
Havde Sussi fået sin vilje, havde det sammentømrede musikerpar fået et helt fodboldhold af børn. Men Leo ville ikke, fortæller den spinkle sangerinde med det farverige hår i onsdagens udgave af ”Til middag hos” på TV 3.
- Jeg ville egentlig gerne have haft børn, da jeg var helt ung, men Leo turde af ikke af sådan en fjollet grund, som at han var bange for, at jeg skulle dø under fødslen. Fordi jeg var så lille, at der kunne komme komplikationer, fortæller Sussi med det borgerlige efternavn Nielsen ærligt til sine tre middagsgæster, sangerinden Julie Berthelsen, rapperen Jesper ’Jokeren’ Dahl og youtuberen Astrid Olsen.
Ægteskabet var vigtigere end børn
Sangerinden opfattede sin mands holdning som sød og meget kærlig, og hun respekterede den. Desuden var det vigtigere for hende at blive sammen med Leo end at få børn, fortæller hun.
Samtidig begyndte det også at gå så stærkt med musikken, især da de kom på Skansen i Skagen og spille. På det tidspunkt passede børn og arbejde ikke så godt sammen. 47 år senere spiller parret stadig sammen.
- Det var så sødt, altså det var jo meget kærligt, siger den i dag 62-årige sangerinde til kameraet og fortsætter:
- Men specielt da Leo blev 50, dér fortrød han, at han ingen børn havde, fordi "hvorfor knokler jeg så sindssyg meget? Jeg har jo ikke nogen at aflevere noget til," sagde Leo dengang ifølge Sussi.
En oplysning der går rent ind hos sangerinde og blogger Julie Berthelsen, der spontant udbryder "ååhh, puuh" med tårer i øjnene.
"Til middag hos" kan ses på TV 3.