18. jun. 2019
Af Niels Burgos

TV3 afslører: Fangerne på fortet vender tilbage

Peter Schmeichel, Camilla Ottesen
Peter Schmeichel, Camilla Ottesen
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Et af TV's mest populære programmer nogensinde er på vej tilbage til skærmen efter 10 års pause.

Hvem husker ikke Peter Mygind som den myndige vært og Ove Sprogøe - og senere Ole Ernst - som vismanden i tårnet - og kendte danskere, som blev udsat for alskens barske udfordringer i "Fangerne på fortet"?

Hvem skal med?

Programmet blev sendt første gang i 1993, og dengang var det et af de programmer, som for alvor samlede os om TV-skærmene. Siden vendte det tilbage i 2009 med Peter Schmeichel og Camilla Ottesen som værter, men siden har det været væk fra skærmen.

Det barske Fort Boyard ligger dog stadig, hvor det altid har ligget, siden det blev bygget af Napoleon i 1857 - på en lille ø lidt ud for Frankrigs atlanterhavskyst. Og nu er der igen danskere på vej til fortet. Det afslører TV3 på sin facebookside.

Det er endnu en hemmelighed, hvem der skal være værter på programmet, og hvilke kendte, der drager til fortet for at dyste i skræmmende udfordringer for at få fat i de eftertragtede nøgler, der giver adgang til fortets guld.

TV3 har på sin facebookside lagt en lille video ud, hvor vi allerede nu kan gyse og glæde os til den nye omgang "Fangerne på fortet".

Læs mere om: