4. dec. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Valdes Jul og Det magiske tivoliteater er i gang: Nye tal afslører seernes favorit

"Det magiske tivoliteater" og "Valdes Jul". 
"Det magiske tivoliteater" og "Valdes Jul".
Foto: DR og TV 2
Nye seertal løfter sløret for, hvilken af årets to store familiejulekalendere, der er kommet bedst fra start.

Fredag var det den 1. december og dermed også dagen, hvor der var premiere på årets store familiejulekalendere på DR og TV 2.

TV 2 sender igen i år en nyproduceret julekalender. ”Valdes Jul” handler om drengen Valde, der bliver ulykkelig over at finde ud af, at hans forældre har tænkt sig at sælge gården, og han beslutter sig derfor for at finde ud af, hvorfor hans mor så gerne vil væk, og det sætter ham på sporet af en familiehemmelighed.

”Det magiske tivoliteater” er årets store familiejulekalender på DR, og den handler om den fattige dreng Luka, der pludselig en dag støder på en magisk tivoliteater, hvor han finder et helt nyt fællesskab. Julekalenderen er norsk, men sendes med danske stemmer, så alle kan følge med.

Fire dage inde i december afslører nye tal fra analyseinstituttet Nielsen, hvilken af årets store julekalendere, der er kommet bedst fra start.

Seertallene fra de første tre dage af december viser nemlig, at danskerne indtil videre bedst kan lide at se ”Valdes Jul”.

De foreløbige tal afslører, at første afsnit, som blev sendt fredag aften, blev set af 727.000. De følgende to afsnit blev set af henholdsvis 610.000 og 630.000.

På listen over sidste uges mest sete tv-programmer scorer de tre første afsnit af TV 2’s julekalender en tredje-, stjette- og syvendeplads.

Lidt længere nede på listen optræder ”Det magiske tivoliteater”. Første afsnit blev ifølge Nielsen set af 399.000, mens andet afsnit blev set af 394.000 og tredje afsnit blev set af 352.000.

På listen over sidste uges mest sete programmer rækker det til en 12., 13. og 19.-plads.

Begge julekalendere sendes hver aften, ligesom de også kan streames på TV 2 Play og DRTV.

Sidste uges mest populære programmer var håndboldkvindernes to EM-kampe, som blev spillet fredag og søndag mod henholdsvis Serbien og Chile.

Læs mere om: