Vibeke Hastrup: Gift syv år efter frieri

Vibeke Hastrup

Vibeke Hastrup

Foto: Hanne Juul

Vibeke Hastrup var tæt på at forlade den mand, hun alligevel besluttede at sige ja til. Indiansk naturfilosofi hjalp hende til at komme på andre tanker.

Onsdag, 17. april 2019 - af John Lautrup

Vibeke Hastrup, 61, skulle igennem en større selvransagelse, før hun i 2015 besluttede at sige ja til Albert Menashe, syv år efter at han havde friet.

Forinden havde de været meget tæt på at gå fra hinanden. 

Det sker for mange

- Sådan er det jo med mange par. Man udvikler sig på forskellig vis og i forskellig tempi. Der var noget, der ikke længere faldt i hak, og så troede jeg, at vi skulle gå fra hinanden. Indtil jeg kom til at tænke på de værktøjer, som jeg havde lært i indiansk naturfilosofi, fortæller Vibeke Hastrup, som udover at være skuespiller arbejder som coach. 

Man skal vente

Hun har tidligere været gift med Søren Sætter-Lassen og er mor til Jens Sætter-Lassen

- Indianerne har en fantastisk brugbar tradition, hvor de vælger ikke at tage store beslutninger i den mørke tid. I naturen går dyrene i hi, planter visner, og frø ligger i jorden og ved endnu ikke, hvad de skal blive til. Hvis vi relaterer til naturen, kan vi mennesker bruge mørketiden til lige at vente, betragte og overveje tingene. Når lyset så kommer tilbage, kan vi handle på de informationer, vi har fået i den mørke tid, fortsætter hun. 

- I mit tilfælde fandt jeg ud af, at jeg faktisk aldrig havde sagt fuldt ud ja til Albert. Og hvis man ikke siger fuldt ud ja til et andet menneske, så lukker man jo ned. Så kan han jo heller ikke fuldt ud være sig selv. Så det vendte dér.

Han blev rørt

- Jeg spurgte ham, om det var for sent at sige ja til det frieri, han faktisk havde lavet syv år tidligere. Han blev rørt, men sagde, at han lige måtte tænke over det. Og det var godt. Havde han bare sagt, det er fint.., jamen, det havde ikke været rigtigt. Så jeg sagde: "Selvfølgelig, bare du ikke skal tænke i syv år". Og så blev vi gift, smiler Vibeke Hastrup, som lige nu kan ses i TV-serien "Straight forward" på Viaplay. 

Læs stort interview med Vibeke Hastrup i BILLED BLADET, der kan købes fra tirsdag den 16. april.