6. mar. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Vidste du det? Jimmy Jørgensen har fortid i dansk rockband

Jimmy Jørgensen
Jimmy Jørgensen.
Foto: Mikael Rieck
Den 58-årige skuespiller startede faktisk sin karriere som musiker - og er fortsat en del af bandet i dag.

Når Cecilie Frøkjær i TV 2 Charlie-programmet ”Deja-vu med Frøkjær”, finder gamle klip fra af gæsterne, dukker der minder op, man måske ikke lige havde regnet med.

Sådan gik det lidt for Jimmy Jørgensen, da han mandag aften var gæst i talkshow-programmet.

Her fik både seere og Jimmy Jørgensen et tilbageblik på Jimmy Jørgensen anno 1985, og der var både mere hår på hovedet, og et lidt mere voldsomt udtryk.

Klippet viser nemlig Jimmy Jørgensen med sit band, Baby Hotel Hunger, i en tv-optræden akkompagneret af sportsdansere.

Det var deres første tv-optræden, og mens man ser et klip af Jimmy Jørgensen med sort hanekam og lædervest, fortæller han om det der gik forud for hans musikkarriere.

Det var nemlig præcist den optræden der gjorde, at hans band, Baby Hotel Hunger, fik en pladekontrakt.

- Det sjove ved det klip er, at et år forinden ligner jeg John Faxe med overskæg og permanentkrøller, jernbanefløjl og bondeskjorte. Så mødte jeg keyboardspilleren Povl Kristian, og han lærte mig at ryge hash, og så kan I se, hvad der skete, fortæller han med et smil.

Og går man et smut på Google, så kan man se, at det faktisk blev til en ret stor musikkarriere. I 1987 forkortede de navnet til blot Hotel Hunger, og de har udgivet intet mindre end ni albums.

Gennem tiden har der været flere forskellige bandmedlemmer, men i dag består gruppen foruden Jimmy Jørgensen også af Michael Ziegler og Henrik Botoft Andersen.

Læs mere om: