Vinderne af årets dokumentar-pris: Hvor er det fantastisk!
- Nej, hvor er det fantastisk. Det er vi virkelig glade for! udbryder Mikala Krogh, da BILLED-BLADET overbringer hende den glædelige nyhed om, at BILLED-BLADETs TV-GULD-komité har kåret ”Scandinavian Star” som årets TV-dokumentar.
Hun vinder prisen sammen med Nikolaj Scherfig og Lars Halskov, der sammen med hende er hovedforfatterne bag dokumentaren, som blev vist på DR i seks afsnit i foråret.
Sammen med den flotte hæder modtager vinderne også 100.000 kroner.
En tragisk historie
Den tragiske historie om Scandinavian Star, der brød i brand i 1990 og kostede mange mennesker livet, er en kompleks fortælling, som har været flere år undervejs.
- Det er en historie, man tror, man kender, men det gør man ikke alligevel, fortæller Mikala Krogh.
De tre prismodtagere er lykkelige for, at dokumentaren er blevet taget så godt imod.
- En ting er projektet i sig selv, men det er klart, vi er også glade på vegne af familierne, de pårørende. Det her gør, at der bliver mere opmærksomhed omkring sagen, og at den forhåbentlig bliver efterforsket til bunds. De har nogle foreninger, som arbejder hårdt for det, så det er også godt for dem, fortæller Lars Halskov.
Arbejdet med og opklaringen af hvad der skete på Scandinavian Star dengang i 1990 er nemlig ikke færdigt. Efter dokumentaren blev sendt i foråret, er politikerne kommet på banen, og det gør, at der måske er potentiale for flere afsnit.
- Vi håber måske at lave flere episoder. Vi skal lige finde ud af, hvordan vi gør det, men hvis vi kan finde den rigtige indgang til det, kunne det være fedt, fortæller Mikala Krogh.