Ulf Pilgaard skriver sine erindringer
Ulf Pilgaard er blandt hovedkræfterne i årets Cirkusrevy, men det er ikke alt den 73-årige skuespiller har travlt med. I kalenderen står også færdiggørelsen af en selvbiografi, der kommer på Gyldendals forlag i 2015.
– Den kommer til at handle om mit arbejdsliv, mere end om det private. Om alle de store kolleger, jeg har haft, og som desværre ikke er mere. I begyndelsen var jeg jo Benjamin, mens jeg lærte fra folk som Paul Hagen, Ove Sprogøe, Preben Kaas, Jørgen Ryg og ikke mindst Dirch Passer, fortæller Ulf Pilgaard.
Bogen skal spænde over 40 år som skuespiller og revyskuespiller, så der er mere end nok at gå i gang med.
Ulf Pilgaard har vundet flere priser, såsom en Bodil og en Robert for bedste hovedrolle i Farligt venskab fra 1996. Han vandt tillige revyprisen Årets Dirch i 2006.