Ulrich Thomsen skal instruere spillefilm
Ulrich Thomsen har efterhånden bidt sig fast i den internationale filmbranche, og nu er skuespilleren i gang med at realisere drømmen om at instruere en spillefilm, der bygger på hans eget manuskript om en mand, der prøver at imponere den kvinde, han elsker, ved at slå folk ihjel.
"Jeg glæder mig som et lille barn," fortæller Ulrich Thomsen, der er rejst til Los Angeles for at caste skuespillere til filmen 'The Emergence', til Ekstra Bladet: "Og jeg går selvfølgelig efter de bedste skuespillere. Jeg vil dog ikke sætte navn på dem endnu."
Ulrich Thomsen har allerede fået ros fra sin 'Season of the Witch'-medspiller Nicolas Cage, der læste manuskriptet: "Jeg er sgu lidt stolt over, at han gad læse det. Og han kunne rigtig godt lide historien," fortæller Ulrich Thomsen til avisen.