Urhandler begærer nu Frederik Fetterlein konkurs
39-årige Frederik Fetterlein har efter sigende længe skyldt den dansk/franske urhandler Frederik Nielsen fra Cannes en god sum penge for to Rolex-ure.
Penge, som den tidligere tennisspiller tilsyneladende ikke har tænkt sig at betale. I hvert fald har urhandleren nu bedt sin advokat begære Fetterlein konkurs.
- Jeg har tabt tålmodigheden. Selv om han bliver ved med at love, kommer han hverken med penge eller urene, siger Frederik Nielsen til BT i dag.
Så sent som i december blev Frederik Fetterlein dømt til at betale 190.000 kr. for urene og 30.000 kr. i sagsomkostninger ved retten i Monaco, hvor Frederik Fetterlein tidligere boede.
Men dem har Frederik altså endnu ikke betalt.
Fetterlein, som efterhånden er mere kendt for sit liv blandt smukke damer som sit spil på tennisbanen, gider efterhånden ikke høre mere om den sag.
- Jeg er simpelthen så træt af at tale om de ure. Den sag ligger hos min advokat, men urhandleren kunne jo have fået pengene 500 gange, hvis han ikke blev ved med at udtale sig, siger Frederik Fetterlein til BT.
Ifølge avisen er Cannes-urhandleren ikke den eneste, som savner penge fra Fetterlein. Også en møbelhandler savner 5.000 kr., og der mangler at blive betalt 65.000 kr. for husleje.