
Dar Salim er blevet gift: Nu har han fået sin Nanna

Kærligheden blomstrede lørdag, da skuespilleren Dar Salim sagde ja til sin forlovede, Nanna Storm Salim, ved et romantisk udendørsbryllup.
Det skriver Ekstra Bladet, der tilføjer, at vielsen fandt sted ved en idyllisk sø, hvor bryllupsmenuen efterfølgende stod på østers, tomahawk og sommerlige danske bær med hvid chokolade.
Selvom Dar og Nanna ikke selv har delt billeder fra dagen, har flere af deres kendisgæster givet et glimt af brylluppet.
Blandt andet delte Malthe Eberts kæreste, Didde-Mie From, et romantisk billede af brudeparret, der kyssede på dansegulvet.
Her kan man blandt andet se bruden stråle i en stropløs hvid drøm af en kjole med flotte, dekorative glimmerdetaljer, mens gommen var stilfuldt klædt i lyst jakkesæt.

Didde-Mie From lagde også en story op fra middagen, hvor man kan se designeren Søren Le Schmidt og hans hustru Nikoline Le Schmidt festklædte ved et bryllupsbord – noget der har sat gang i spekulationer om, at parret også var blandt gæsterne til Dar Salim og Nanna Storm Salims store dag.
Dar Salim og Nanna Storm Salim er allerede en lille familie, for i oktober sidste år blev de forældre til datteren Aya Storm Salim.

Du kan se Didde-Mie Froms story fra brylluppet ved at klikke HER.