
David Dencik om fremtiden: Jeg vil gerne bare nå at være sammen med mine børn

David Dencik har gennem mange år haft fuld fart på karrieren, men undervejs har den 50-årige skuespiller også stiftet familie.
Sammen med hustruen Sofie har han børnene Elvira på 10 og Gabriel på otte år.

I perioder er David Dencik rigtig meget sammen med familien, mens hans andre gange er langt væk og har travlt med optagelser.
Kontrasten mellem karrieren og hverdagen kan nogle gange være svære at navigere i.
– Når jeg arbejder, er det med en vildskab, der er så radikalt anderledes. Det kan blive et hul, at der er sådan nogle afstande, og så komme hjem til noget helt andet. Den bro findes kun inde i mig, og nogle gange kan det være enormt ensomt, og andre gange kan det være inspirerende. Det afhænger lidt af dagsformen, lyder det ærligt fra David Dencik, da BILLED-BLADET møder ham på et pressemøde i forbindelse med hans medvirken i DR-serien ”Andre folks penge”.
Han har efterhånden prøvet det meste som skuespiller, og da snakken falder på hans fremtidsdrømme, er det da heller ikke karrieren, han nævner.

– Jeg vil gerne nå bare at være sammen med mine børn og familie og se dem vokse og lære at gro og lære om livet, og hvad det har at tilbyde af op– og nedture og være deltager i det, men også støtte op om det og gå lidt ind i den rolle. Skabe nogle behagelige rammer for sig selv og dem, jeg holder af. Der går nok 10 år, før mine børn forlader reden. Det håber jeg at kunne glædes ved og glædes ved at opleve. Jeg er glad for hverdagen og madpakker og cykelstier. Jeg er ikke kørt sur i det endnu. Jeg er rigtig glad for det, understreger David Dencik, der efter et travlt arbejdsår i 2024 har brugt 2025 på at holde fri.
– Jeg har haft en velsignet karriere og været med i store produktioner – også i udlandet. Lige nu vil jeg gerne være hjemme i haven og se tingene gro. Rastløsheden skal nok komme, men den er der ikke lige nu.
