
De professionelle dansere om Vild med dans: Man skal ikke gøre det for pengene

Hvert efterår har man siden 2005 kunnet følge med, når Danmarks modigste dansere har indtaget dansegulvet i bedste sendetid.
Flere end 200 kendte danskere har været med, og år efter år har de professionelle dansere haft til opgave at lære dem at danse.
Tre af dem – Thomas Evers Poulsen, Soffie Dalsgaard og Camilla Dalsgaard – medvirker i første afsnit af ”En sidste dans”, som er en podcast, hvor vi på BILLED-BLADET tager afsked med ”Vild med dans” efter 20 forrygende år.

I første afsnit går snakken blandt andet på den udvikling, der er sket i TV 2-programmet i årenes løb – herunder også dansernes løn.
- Jeg tror, der er sket en helt almindelig udvikling, siger Thomas Evers Poulsen.
- Den har fulgt stille og roligt med, siger Soffie Dalsgaard, der var med i de første fire sæsoner, mens datteren Camilla Dalsgaard har været med i de seneste fem.
- Det er klart, man skulle lige finde ud af, hvad kan det her? Kan det overhovedet noget? siger Thomas Evers Poulsen om den første sæson.
- Jeg har også læst noget i de kulørte ugeblade, og man tænker: ”Hold da op! Men kan det overhovedet være rigtigt?” Hvis man går ind i det for at lære at danse, så er det andet ikke så vigtigt. Men jeg synes, den (lønnen, red.) er fulgt med, siger han videre i podcasten.
- Tidsmæssigt skal man ikke kigge på det og tænke, at man skal ind at tjene penge. Det er ikke derfor, man er med. Det er for at lave programmet. Det er for at være en del af alt det dejlige, der sker på skærmen, som alle kan få lov at få en bid af. Det er derfor, man er der. Det er ikke noget andet, understreger Soffie Dalsgaard.
Der udkommer et nyt afsnit af ”En sidste dans” hver torsdag, og man kan høre første afsnit her – eller hvor du plejer at lytte til din podcast på Spotify eller Apple Podcasts.
