31. maj. 2023
Af Caroline Andersen

Denne fælles opdagelse gjorde Molly Egelind om Emil Midé Erichsen efter sejltur på Havana

Molly Egelind
Molly Egelind.
Foto: Søren Jul Lamberth
Selv om Molly Egelind og Emil Midé Erichsen aldrig havde mødt hinanden, så var der alligevel én ting, der knyttede dem sammen.

Vågne timer om natten var en fællesnævner, som Molly Egelind opdagede i mødet med Emil Midé Erichsen, da hun var ombord på hans sejlbåd, Havana.

Molly Egelind, der er datter af skuespilleren Søs Egelind, var gæst i tv-programmet "Min egen kurs", hvor en række kendte ansigter bliver inviteret med på en sejltur med Emil Midé Erichsen.

Efter sejlturen har skuespilleren delt et opslag på Instagram, hvor hun takker Emil for de gode samtaler ombord på den historiske båd. Selv om det var første gang, at Molly Egelind mødte Emil Midé Erichsen, så følte hun, at de kendte hinanden i forvejen.

– Jeg havde aldrig mødt Emil før, men jeg følte jeg kendte ham lidt. For da jeg lå søvnløs om natten, da min yngste datter var helt lille, og ikke kunne slukke for tankemylderet, lyttede jeg til Emils stemme på en lydbog med hans breve hjem fra hans jordomsejling, skriver Molly Egelind i opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere.

Men det var ikke kun Molly, der følte, at hun kendte Emil.

– Undervejs fortalte Emil mig, at han på sine søvnløse nætter med en lille baby, der nægtede at sove, så alle afsnit af Sygeplejeskolen. Lidt sjovt at tænke på, at vi på sin vis har hjulpet hinanden igennem tiden med helt små børn!, skriver Molly Egelind.

Du kan finde afsnittet med Molly Egelind i "Min egen kurs" på TV 2 PLAY.

Læs mere om: