
Dennis Knudsen har taget stor beslutning: Lukker sin salon

Kendisfrisøren Dennis Knudsen har besluttet, at det nu er slut med at drive sin salon Dennis Knudsen.dk Salon ApS, som ligger i Korsør.
Det fremgår af det danske virksomhedsregister, skriver Ekstra Bladet.
- Jeg er flyttet fra Korsør, hvor min salon ligger, og jeg skal til at åbne noget i mit nye hjem eller i et lille lokale her i Vedbæk. Men det er i mindre skala. Jeg skal ikke have en stor salon med mange ansatte, forklarer Dennis Knudsen til Ekstra Bladet.
Han er altså slet ikke færdig med at klippe lokker i frisørstolen.
Selvom han på papiret er færdig med at drive sin store salon med mange ansatte, vil han stadig give sine kunder i Korsør mulighed for at blive klippet af ham.
Han fortæller, at han derfor er på jagt efter et mindre lokale, så han kan beholde nogle af sine kunder.

