Dennis Knudsen jubler: Så kom lillebror
Nøjagtig som planlagt kom Dennis Knudsens søn nummer to, lille Noah, til verden 2. juni ved et kejsersnit.
Spændingen har været enorm, og nu er den endelig udløst.
På sin Instagram, som BILLED-BLADET har tilladele til at bringe foto og tekst fra, deler Dennis Knudsen den glade nyhed.
Lille Noah kom ifølge opslaget på Instagram til verden kl. 14:38 dansk, og alle har det godt.
"Nu er jeg far til 2 og det føles vidunderligt" skriver Dennis Knudsen, der samtidig kalder dejlige Noah perfekt.
Nu er du storebror
Nu kan Dennis Knudsen forklare sin søn Lucas, der fylder to år den 17. juni, at han er blevet storebror.
Både den stolte far og storebror Lucas fløj 28. maj til USA for at tage imod lillebror.
Her har de spændt ventet sammen med den kvinde, der har været gravid med lille Noah – og også var det med Lucas.
Familien samles
Nu skal den lille familie samles i et stort hus i Nashville, som Dennis Knudsen har lejet.
Her skal lille Noah lære far Dennis og storebror Lucas at kende, inden turen om tre uger går hjem til Danmark.
I huset bor også den bærende mor, der ammer lille Noah, samt venneparret Ini og Anders, som Lucas kalder mormor og morfar.
Noah og Lucas er helbrødre med Dennis som biologisk far, æg fra den samme kvinde, og det er også den samme kvinde, der har været bærende mor – altså været gravid.
Skøn og hård tid
Nu venter der Dennis Knudsen en skøn – og også hård – tid som far til to små drenge.
- Men besværet er det hele værd. Jeg har bar glædet mig så meget!