30. okt. 2022
Af Majken Munk

Flora Ofelia startede karrieren i MGP: Nu kan hun virkelig mærke stjernestøvet

Flora Ofelia Hofmann Lindahl
Flora Ofelia Hofmann Lindahl
Foto: Hanne Juul
Skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl fik sit store gennembrud i DR-serien ”Ulven kommer”. Nu har hun taget et stort skridt.

Allerede tilbage i 2015 stod det klart, at den unge Flora Ofelia Hofmann Lindahl havde stjernekvalitet.

Dengang vandt hun MGP med sangen ”Du, du, du”.

Siden har hun bevæget sig over i skuespillet, og i 2020 brød hun for alvor igennem med hovedrollen Holly i ”Ulven kommer”.

Nu bevæger hun sig endnu en gang ud i noget nyt i karrieren.

Travl karriere

Siden 2020, hvor hun også vandt en Robert, har mange kendt til hende, fordi hun storspillede i DR-serien ”Ulven kommer”.

Flere roller har fulgt, og sidste år havde hun hovedrollen i Tea Lindenburgs film ”Du som er i himlen”, der var i opløbet til at blive det danske Oscar-håb.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl
Sådan så det ud, da Flora Ofelia Hofmann Lindahl vandt MGP i 2015.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det har betydet, at hun også ser mod udlandet.

– For et års tid siden fik jeg en udenlandsk agent, så jeg caster på nogle ting i udlandet on and off, men jeg har ikke travlt. Det er ikke, fordi jeg går all in. Det har bare været rart at have en, der kan sortere lidt i det, fortæller hun til BILLED-BLADET.

Begge ben på jorden

Kalenderen for den kommende tid er også godt fyldt op for det 17-årige stjerneskud.

– Jeg er aktuel i en film til marts, og så har jeg et nyt projekt til februar, som jeg ikke må sige så meget om endnu, desværre, fortæller hun hemmelighedsfuldt.

Det er gået op for hende, at hun er lidt af en stjerne, men hun tager det meget roligt.

– Ja, lidt på nogle punkter kan jeg mærke stjernestøvet. Men jeg prøver bare at holde begge ben på jorden, fortæller hun.

Læs mere om: