
Forfatter udelukker det ikke: Måske er der mere Danefæ på vej

Hen over sommeren er der en hel del tv-seere, der er blevet ekstra interesserede i både Harald Blåtand, dronning Thyra og ikke mindst arkæologi, for tv-serien ”Danefæ” har været et stort tv-hit.
680.000 så med søndag i forrige uge, da det sidste afsnit blev frigivet, og i sæsonafslutningen opstod der for alvor uenighed mellem de to hovedkarakterer, Ester og Michael, som spilles af Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen.

Han holdt hårdnakket fast i, at mandeskelettet i tunneldalen tilhørte Harald Blåtand, men Ester argumenterede imod og mente i stedet, at kvindeskelettet var det interessante, og at det tilhørte dronning Thyra.
Hele livet har Ester stået i skyggen af sin succesfulde mand, men i sidste ende var det hende, der fik ret, mens han til gengæld blev afskediget fra Nationalmuseet.
Seriens sidste afsnit fik rundet historien af, men selv om man kan synes, det var en fin slutning på serien, er det ikke nødvendigvis det sidste, vi har set til Ester og Michael.
- Vi, det er Uma Film og mig, skal tale sammen med TV 2, som vi har et godt samarbejde med, og så finder vi ud af, hvad der sker, udtaler manuskriptforfatter Lars K. Andersen til BT.
Han tilføjer, at beslutningen om seriens fremtid træffes til august.
