Frederik Hauns mor om sønnens seksualitet: Det har jeg nok altid vidst
Frederik Haun var 24 år, da han sprang ud foran sine forældre. Han valgte først at fortælle sin hemmelighed til sin mor, da de sad i bilen i forældrenes carport.
Her blev hans mor ikke overrasket over afsløringen - hun havde det nemlig godt på fornemmelsen.
– “Det har jeg nok altid vidst” var min mors første ord. “Du var aldrig helt som de andre.”, skriver Frederik Haun i et opslag, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere.
Men da Frederik Haun skulle fortælle hemmeligheden til sin far, så var reaktionen en anden.
– “Det var ikke så godt …” var min fars først ord, men bestemt ikke ment bogstavelig talt. Han var nervøs for den modstand, som jeg potentielt kunne komme til at møde på min vej, nu hvor jeg skilte mig ud fra normen, skriver Frederik Haun til sine mere end 93.000 følgere.
– Der stod jeg, helt grådkvalt som 24-årig, midt i stuen med mine forældre, omfavnet og accepteret, som den jeg var og er. Et scenarie jeg i mange år havde frygtet for, fordi jeg følte mig så forkert, skriver Frederik Haun, der i dag er lykkeligt gift med Morten Kjeldgaard, som han har været kærester med i otte år.