Ibi Makienok efter sygdom: Det er en fornøjelse at kunne arbejde igen

Ibi Makienok.

Ibi Makienok.

Foto: Birger Storm

Den tidligere TV-vært Ibi Makienok er ved at være ovenpå igen, efter hun i 2015 blev ramt af dobbeltsidet nyresvigt.

Lørdag, 5. august 2017 - af Karina Didriksen

Det er to et halvt år siden, at Ibi Makienok blev hasteindlagt med dobbeltsidet nyresvigt, men efter en hård kamp for overlevelse er hun nu ved at være frisk igen.

– Jeg vil altid have dårlige nyrer, men jeg er så meget ovenpå, at jeg kan arbejde igen, og det er en stor fornøjelse, fortalte en glad Ibi Makienok til BILLED-BLADET, da hun var til premiere på Flying Superkids i København, og fortsatte:

– Jeg har aldrig i mit liv ikke arbejdet, så det har virkelig været underligt.

Springer ud som forfatter

Før Ibi Makienok (tidligere Støving, red.) blev syg, arbejdede hun som TV-vært, men nu har hun kastet sig ud i en helt ny karriere, nemlig som forfatter.

– Jeg skriver på en krimi, og det er helt mærkeligt, for nu kan jeg på en helt almindelig mandag slå en mand ihjel!, lød det med et grin fra Ibi Makienok.

Hun bor sammen med sin mand, den professionelle fodboldspiller Simon Makienok, og sønnen Anakin på otte år. 

TV skal give mening

Om danskerne igen får 42-årige Ibi Makienok at se på TV-skærmen, vil tiden vise.

– Jeg har sagt, at jeg ikke laver TV igen – med mindre det giver mening. Hvis det f.eks. handler om organdonation, så vil jeg gerne, forklarede hun og tilføjede:

– Men ellers vil jeg rigtig gerne prøve noget andet, og det er også derfor, jeg skriver meget i øjeblikket. 

Preben Elkjær og Nicole