7. dec. 2022
Af Malan Joensen

Prins anholdt af tysk politi på baggrund af mistanke om forsøg på statskup

Tyske specialstyrker ved den store razzia onsdag - her i Bad Lobenstein, Thüringen.
Tyske specialstyrker ved den store razzia onsdag - her i Bad Lobenstein, Thüringen.
Foto: Ritzau Scanpix
Mere end 3.000 politifolk har været i aktion onsdag morgen.

Flere tyske og britiske medier meddeler onsdag, at tysk politi har været igang med en kæmpemæssig aktion tidligere på morgenen, hvor en række personer er anholdt mistænkt for at ville styrte den tyske regering og lave et statskup.

Ifølge BBC er 25 blevet anholdt i aktioner i 11 tyske delstater, heriblandt en tysk prins ved navn Heinrich XIII.

Den 71-årige prins skulle ifølge det tyske medie Welt.de komme fra en gammel adelig familie, som regerede over områder i det nuværende Thüringen indtil novemberrevolutionen i 1918.

Den resterende gren af ​​familien har slotte i blandt andet Niederösterreich i Østrig, ved Leipzig og ved Saalfeld i Thüringen.

Prinsens jagthytte Waidmannsheil i Saaldorf an der Saale er ifølge de tyske sikkerhedsmyndigheders efterforskning angiveligt blevet brugt til møder, hvor tyske højreekstremister har planlagt, hvordan man ville vælte regeringen.

Prinsen selv blev ifølge Welt.de anholdt i Frankfurt am Main, i det fornemme Westend.

Han skulle ifølge BBC være en af de centrale personer i gruppen hvor der også er tidligere militærfolk og medlemmer af den ekstremistiske bevægelse Reichsbürger bestående af folk fra den yderste højrefløj.

Gruppen havde angiveligt planlagt at storme Rigsdagsbygningen i Berlin og overtage magten for at erstatte republikken med en ny statsform, de kalder for det Andet Rige, og som skulle være baseret på det tyske samfund tilbage i 1871.

Læs mere om: