Victoria Beckham åbner egen butik i London
Rygterne har længe svirret, men nu bekræfter designer og tidligere ”Spice Girls”-sanger Victoria Beckham, at hun udvider sit mode-imperium og åbner egen butik.
Victoria Beckham har hyret indretningsarkitekten Farshid Moussavi, der blandt andet stod bag The Queen Elizabeth Olympic Park, opført til OL i 2012, til at indrette den treetagers bygning på Londons Dover Street, hvor butikken skal ligge.
Det fortæller hun ifølge avisen The Telegraph til magasinet WWD.
Butikken åbner til efteråret
- Tide er inde, fordi jeg nu føler, jeg kender min kundekreds og ved, hvad de kan lide, siger Victoria Beckham, der har gjort sig bemærket som succesfuld designer i eget navn i fem år.
At valget faldt på Dover Street i London, forklarer Victoria Beckham således:
- Det er et ungt og cool kvarter med mange gallerier, og så ligger Dover Street Market (en berømt modebutik, red) lige overfor – hvilket ikke er dårligt for os.
Butikken skal efter planen forhandle alle Victoria Beckhams forskellige produktlinjer inden for beklædning og accessories og åbner i efteråret 2014.
Om Victoria Beckham eller gemalen David Beckham selv kommer til at stå bag disken i butikken, melder historien indtil videre ikke noget om.