15. nov. 2022
Af Josephine Sjelhøj

Du kender hendes stemme fra ikonisk 70’er-sang: I dag kan hun ikke længere synge

Roberta Flack
Roberta Flack
Foto: Charles Sykes/AP/Ritzau Scanpix
Den verdenskendte sangerinde er blevet ramt af ALS, der gør det umuligt for hende at synge.

I 1973 blev Roberta Flacks stemme kendt verden over, da hun udgav hittet "Killing Me Softly with His Song."

Den 85-årige prisvindende sangerinde har fået konstateret amyotrofisk lateral sklerose, der også er kendt under forkortelsen ALS, og det har påvirket hendes evne til at synge.

Det skriver NBC News.

I en pressemeddelelse til mediet fortæller Roberta Flacks manager, at den fremadskridende nervesygdom har gjort det ”umuligt at synge og svært at tale”.

En genindspilning

"Killing Me Softly with His Song" blev oprindeligt sunget af Lori Lieberman i 1971, men formåede ikke at blive en hit.

Det var først da Roberta Flack genindspillede den i 1973, at den steg til tops på hitlister verden over. Hun vandt senere to af de prestigefyldte Grammy-priser for sangen.

Sangen blev ydermere indspillet i en tredje version af Fugees i 1996. Denne version blev ligeledes et verdenshit. Den lå blandt andet øverst på de danske hitlister i 1990’erne.

Roberta Flack i 2020
Roberta Flack i 2020
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Ramt af sygdom

Det er desværre ikke første gang, at Roberta Flack rammes af alvorlig sygdom.

I 2016 blev stjernen ramt af et slagtilfælde, og i januar 2022 var hun hårdt ramt af covid-19.

Roberta Flack har ikke optrådt live siden 2017 på grund af sygdom. Dog ønsker sangerinden at give sin kærlighed til musikken videre til den næste generation. Derfor udgiver hun børnebogen “The Green Piano: How Little Me Found Music” den 10. januar 2023.

Læs mere om: