97-årige Dick Van Dyke i mindre biluheld
Dick Van Dyke var knap 40 år, da han i 1964 brillerede i rollen som Bert i ”Mary Poppins”.
I dag er skuespilleren 97 år, og han er stadig aktiv – både i arbejdslivet, på sociale medier og når det gælder hverdagen.
Den 97-årige Dick Van Dyke kører også stadig bil, men desværre var han for nylig indblandet i et mindre biluheld, skriver People.
Skuespilleren har fået ”lette skader” efter at have kørt bilen ind i en port i Malibu, skriver mediet.
Dick Van Dyke blev tilset af læger på stedet og blev ikke kørt på hospitalet.
Alderen har ikke været nogen hindring for ”Mary Poppins”-skuespilleren. Så sent som i februar var 97-årige Dick Van Dyke med i den amerikanske version af ”Hvem holder masken?”, hvor han var klædt ud som havenisse.
Privat er Dick Van Dyke gift med Arlene Silver.