George Clooneys mor bekræfter: Min søn skal giftes
Efter et døgn med rygter om en forlovelse mellem Hollywood-stjernen George Clooney, 52, og advokatkæresten Amal Alamuddin, 36, bekræfter Clooneys mor nu den glædelige nyhed. Nina Clooney fortæller til avisen Daily Mail, at hendes søn skal giftes.
- Man kan sige, at jeg er utrolig glad. Amal er en dejlig pige, siger 74-årige Nina Clooney, der har mødt Amal ved flere lejligheder og siger:
- Jeg kan rigtig godt lide hende.
Fra sit hjem i den lille by Augusta i Kentucky fortæller Nina, at George introducerede kæresten til sine forældre for et års tid siden. I februar var forældrene også med, da George og Amal var med til en privat forevisning af Clooneys seneste film "Monumenternes mænd" i Det Hvide Hus.
- Vi var slet ikke overraskede, da de fortalte os, at de havde forlovet sig, og vi kunne ikke være lykkeligere på deres vegne. På et intellektuelt niveau er de ligeværdige. Det er meget vigtigt for ham. Amals verden kunne ikke være mere anderledes end Hollywood-livsstilen, siger Nina Clooney.
Adspurgt om Amal ligner andre kvinder, der har sværmet om hendes søn, lyder det fra fru Clooney:
- Nej, da! Hun er advokat, hun er dygtig, hun er en meget klog kvinde på toppen af sin karrirere.