11. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Ingen har vidst noget i otte år: Rocky-skuespiller åbner op om sygdom

Dolph Lundgren
Dolph Lundgren i rollen som Ivan Drago i "Rocky IV".
Foto: MEGA
Den svenske skuespiller Dolph Lundgren har gemt på en hemmelighed de sidste otte år.

Sygdom kan komme i mange afskygninger.

Nogle er synlige, mens andre på mange måder kan gemmes så meget væk, at det ikke kan være til at gennemskue.

Sidstnævnte følelse er der nok nogen, der sidder tilbage med efter Dolph Lundgren, der ifølge medie Page Six , har åbnet op for otte års kamp med lungekræft i programmet ”In Depth With Graham Bensinger”.

Her fortæller han, at sygdommen ramte ham for første gang i 2015, men efter behandling gik sygdommen i remission, som betyder, at der efter behandling ikke kan spores flere ondartede celler.

Men i 2020 måtte den 65-årige skuespiller se sygdommen i øjnene endnu en gang. Og på en endnu værre præmis.

Denne gang fik han nemlig at vide, at han kun ville have få år tilbage at leve i. Lægerne havde nemlig fundet intet mindre end seks tumorer i kroppen på ham.

Tumorer der ikke kunne opereres væk, og som betød at han måtte igennem et voldsomt kemoforløb.

- Lægerne fortalte mig, at jeg skulle tage en pause og bruge min tid på familien. De sagde, jeg havde to til tre år tilbage, men jeg kunne høre på deres stemmer, at det nok var mindre end det. Jeg troede, at det var enden for mig, fortsætter han i interviewet.

Men så blev han trodsig. Han ville ikke give op.

Dolph Lundgren tog kontakt til en ny læge, Dr. Alexandra Drakaki, og han fandt noget, der skulle vise sig at blive afgørende for den svenske skuespiller.

Dr. Alexandra Drakaki fandt noget nyt i en af tumorerne, der pludselig åbnede døren for andre behandlingsmuligheder.

- Efter tre måneder begyndte tumorerne at svinde ind med omtrent 20 til 30 procent, fortalte han i interviewet.

Og i 2022 var der endnu bedre nyheder.

Tumorerne var svundet ind med cirka 90 procent, og så blev det rent faktisk pludselig en mulighed at operere dem ud.

Og det har givet Dolph Lundgreen en fornyet livslyst, hvor han fortæller, at han nyder livet langt mere end tidligere, og at han føler sig heldig stadig at være i live.

Dolph Lundgren har mange store film på cv’et, der spænder fra rollen som Ivan Drago i ”Rocky IV” til Gunner Jensen i ”The Expendables” og King Nereus i ”Aquaman”.

Læs mere om: