28. mar. 2022
Af Sofie Nymand

Kæmpe Oscar-chok: Will Smith slog komiker for åben skærm

Will Smith og Jada Pinkett Smith. 
Will Smith og Jada Pinkett Smith.
Foto: MEGA
Oscar-uddelingen tog en ubehagelig drejning.

Det var ikke kun oscarstatuetter, der blev uddelt natten til mandag – det var også øretæver.

Oscarshowet tog nemlig en ubehagelig drejning, efter komiker Chris Rock gik på scenen og indledte med en joke om skuespiller Jada Pinkett Smith, der er gift med skuespiller Will Smith.

“Jada, I love you. 'G.I. Jane 2' can’t wait to see you (Jada, jeg elsker dig. Jeg kan ikke vente med at se dig i 'G.I. Jane 2', red.)” sagde komikeren Chris Rock, der var på scenen for at præsentere prisen for ’Bedste dokumentarfilm’.

Joken var en reference til filmen 'G.I. Jane', hvor hovedpersonen barberes skaldet. Samtidig har Jada Pinkett Smith tidligere fortalt, at hun har sygdommen alopecia, hvilket betyder, at hun taber håret.

Joken fik ægtemanden Will Smith op i det røde felt, hvorefter han gik op på scenen og gav Chris Rock et hårdt slag i ansigtet.

Da Will Smith vendte tilbage til sin plads, råbte han med høj røst mod scenen og Chris Rock, at han skulle “keep my wife's name out of your fucking mouth" (Hold min kones navn ude af din fucking mund, red.).

På scenen stod en lamslået Chris Rock, der forsøgte at berolige skuespilleren. Ligesom at livesendingen fra showet kortvarigt blev afbrudt.

I salen var forvirringen total, og flere var i tvivl om, hvorvidt optrinnet var ægte eller aftalt spil.

Da Will Smith senere gik på scenen for at modtage prisen som ’Bedste mandlige hovedrolle’ for filmen “King Richard”, blev enhver tvivl udryddet.

Her undskyldte skuespilleren til Oscar-akademiet og sine mednominerede med tårer i øjnene.

Der var dog ikke nogen direkte undskyldning til Chris Rock.

Læs mere om: