Lene Maria Christensen: Lyserød påskeferie
Lene Maria Christensen afsluttede mandag fem ugers filmoptagelse på Ole Bornedals nye filmkomedie "Dræberne fra Nibe". Nu står den på påskeferie, inden hun begynder på nye afsnit af TV-serien "Arvingerne". Og ferien bliver lyserød.
- Jeg skal til Berlin med min familie. Vi skal bare slappe af. Du ved.., fred og ro i krop og sjæl. Jeg skal ned på en café, jeg har hørt om, der skulle være helt lyserød. Alt er lyserødt. Den ligger på Kastanienallee. Der skulle man få den mest vidunderlige kvindelige omsorg, fordi alt er lyserødt, smiler Lene Maria Christensen, der er gift med billedbehandler Anders Bach Petersen har døtrene Viola og Nanna.
Spiller drikfældig kone
Hun lever forhåbentlig i en noget større familieidyl end den, hun lægger krop og stemme til i "Dræberne fra Nibe". Hun spiller den hjemmegående og drikfældige kone til en håndværker, der er godt træt af hende og i en brandert sammen med en kammerat kommer til at hyre en russisk lejemorder, som skal gøre det af med både hende og kammeratens kone. Det skulle de ikke have gjort. Konerne er smartere end som så, og snart er de to kammerater selv trykket godt og grundigt ned i fedtefadet. Filmen har først premiere 2. juledag.
Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!