6. aug. 2013
Af Helle Skram de Fries

Matt Damon fra feminin elsker til macho-fyr

Matt Damon
Matt Damon
Foto: AOP
Hollywood-stjernen er aktuel i to vidt forskellige roller, der viser hans alsidighed som skuespiller.

I marts i år havde filmen ”Behind the Candelabra” premiere. Filmen handler om den amerikanske pianist Liberace, der hele livet skjulte sin homoseksualitet.

I filmen spiller Matt Damon Liberaces elsker, hvilket krævede, at han skulle indspille sexscener med Michael Douglas.

- Michael og jeg var nervøse for, om vi nu gjorde det rigtigt, fortæller Matt Damon til B.T., om de kyssescener, de to stjerner skulle indspille.

- Vi har mange homoseksuelle venner, og i kunstverdenen er der ikke mangel på homoseksuelle, så vi var hunderædde for at fremstille det forkert, forklarer Matt Damon til avisen.

9. august er der premiere på science-fiktion dramaet ”Elysium”. Her spiller Matt Damon en muskuløs og skaldet actionhelt.

Optagelserne til filmen er for længst færdige, men ifølge B.T. er der stadig muskler under trøjen på Hollywood-skuespilleren.

I forbindelse med indspilningerne, hvor Matt Damoin spiller figuren Max, skulle han være toptrimmet, skaldet og have tatoveringer over hele kroppen.

- Det krævede så meget arbejde at komme til at se sådan ud, fortæller Matt Damon, der af instruktøren Neil Blomkamp blev sat til at styrketræne fire timer om dagen.

- Det er jo ikke naturligt at se sådan ud. Folk, der ser sådan ud, er enten genetiske freaks, eller også bor de i fitnesscentret. Jeg ville under ingen omstændigheder bruge fire timer om dagen i et fitnesscenter. Det er så snæversynet og faktisk ret så vanvittigt, mener Hollywood-skuespilleren.

Vanvittigt eller ej, så beviser den dygtige Matt Damon, hvor alsidigt hans talent er. Det rækker både til at spille feminin elsker iført paryk, makeup og en glimtende g-streng til, kort tid efter, at dukke op på lærredet som skaldet, hårdkogt macho-fyr.

Læs mere om: