10. jun. 2014
Af Karina Didriksen

Mikael Persbrandt risikerer at få fodlænke på

Mikael Persbrandt.
Mikael Persbrandt.
Foto: Lars H. Laursen
Den svenske skuespiller anker sin narkodom og ender måske med at få en fodlænke på i et kommende teaterstykke.

I april blev Mikael Persbrandt idømt fem måneders fængsel for at have købt kokain for 12.000 svenske kroner.

Den svenske skuespiller har hele tiden nægtet sig skyldig, så derfor har han nu anket dommen.

Når appelsagen skal i retten onsdag, vil Persbrandts forsvarer Per Liljekvist gå efter at få ham frifundet – eller at lade ham afsone dommen med fodlænke på.

- Han har ret til fodlænke. Jeg kan ikke se, der skulle være noget problem i det, siger advokaten ifølge BT til Aftonbladet.

Teater til efteråret

I Sverige kan fængselsstraffe på under seks måneder byttes til en fodlænke, så den dømte kan afsone sin dom og passe sit arbejde samtidigt.

Umiddelbart er en fodlænke dog ikke det mest hensigtsmæssige, hvis man tager Mikael Persbrandts karriere i betragtning.

Til oktober skal svenskeren nemlig medvirke i teaterstykket ”Dødsdansen” på Maximteatern i Stockholm.

Selv om han kan arbejde med en fodlænke på, så registrerer en alarm med det samme, hvis han træder uden for den tilladte zone, og der vil også være uanmeldte kontrolbesøg.

Mikael Persbrandt har medvirket i Susanne Biers Oscar-vindende film "Hævnen", og han har senest kunnet opleves i Pernille Fischer Christensens "En Du Elsker", hvor han spiller over for Trine Dyrholm.

Læs mere om: