15. apr. 2014
Af John Lautrup

Mikael Persbrandt skal fem måneder i fængsel

Mikael Persbrandt
Mikael Persbrandt
Foto: AOP
Den svenske superstjerne Mikael Persbrandt er idømt fem måneders fængsel for sin rolle i en større narkosag. Det er ikke første gang, han er på kant med loven.

Så faldt dommen for Mikael Persbrandt. Ved retten i Stockholm blev han idømt fem måneders fængsel for at have købt kokain for 12.000 svenske kroner.

Danskerne lærte ham at kende som hårdhændet politimand i TV-serien "Beck", men nu er han altså i det virkelige liv havnet i den forkerte ende af lovens lange arm. Mikael Persbrandt blev i januar tiltalt sammen med ti andre for at være med i en større narko-handel, skriver BT. Persbrandts navn dukkede op, da det svenske politi havde aflyttet to af de tiltaltes telefoner.

Udover den konkrete handel på 12.000 svenske kroner fremgik det af den aflyttede samtale, at Persbrandt normalt køber for mellem 10.000-15.000 svenske kroner.

Slagsmål og trafikforseelser

Stjerneskuespillerens forsvarer, Per Liljekvist, fastholdt, at den omtalte kokain aldrig var blevet leveret til hans klient. Persbrandt har efterhånden et ret plettet ry. Allerede tilbage i 2011 blev han fundet med narko på sig på et hotel i Stockholm. Han har også trafikforseelser og slagsmål på sin samvittighed.

Alle de offentlige skandaler har dog ikke forhindret, at Mikael Persbrandts renommé som skuespiller hele tiden vokser og vokser. Lige nu er han biografaktuel i Danmark som følsom far i den svenske film "Mig ejer ingen". Han har høstet fremragende anmeldelser for sin præstation. Men også i danske film har han succes.

I næste uge er der dansk premiere på Pernille Fischer Christensens film "En Du Elsker", hvor han igen spiller over for Trine Dyrholm, som han også gjorde det i Susanne Biers Oscar-vindende "Hævnen".

Læs mere om: