Nicole Kidman medvirker i Lars Von Triers nye film
Instruktør Lars Von Trier har tilsyneladende fået en stor stjerne med i sin kommende film, "The Nymphomaniac", som eftersigende får premiere i 2013.
Den australske skønhed og skuespillerinde, Nicole Kidman, har, ifølge bt.dk, afsløret i et interview til et fransk filmmagasin, at hun snart vil arbejde på den danske instruktørs film.
Hun har dog ikke ønsket at fortælle hvilken rolle hun får i filmen, som handler om en kvindes erotiske rejse fra hun er 0 til 50 år.
Nicole Kidman medvirkede også i Von Triers "Dogville" fra 2003 og hun har efterfølgende givet udtryk for, hvor hårdt det var. Både at indspille og at samarbejde med Trier. Den kontroversielle instruktør har åbenbart ikke skræmt stjerne-skuespillerinden væk, selvom filmens producer, Peter Ålbæk, ikke har ønsket at bekræfte Nicoles rolle.