19. sep. 2009
Af af Signe Ravn

Nikolaj Lie Kaas glæder sig til at blive gammel

Nikolaj Lie Kaas og Anne Langkilde
Nikolaj Lie Kaas og Anne Langkilde
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Skuespilleren Nikolaj Lie Kaas ser frem til pensionisttilværelsen, hvor han får mere tid til de ting, han nyder at lave.

Omdrejningspunktet i den nye film 'Ved verdens ende' er en blomst, der kan give evigt liv. Men selvom Nikolaj Lie Kaas' karakter bruger filmen på at jagte den drøm, så er den populære skuespiller selv glad for, at tiden går.

"Jeg kan godt lide tanken om, at der er en deadline i den anden ende. Jeg har overhovedet ingen angst for at blive gammel," fortæller Nikolaj Lie Kaas til månedsmagasinet IN: "Jeg glæder mig til at blive gammel. Jeg glæder mig til at gøre de ting, jeg sætter pris på nu, som at sætte mig ned med en bog eller bare sidde og nyde nuet. Det glæder jeg mig til at få mere tid til."

Og ideen om evigt ungdom lokker ikke: "…jeg er ret sikker på, at hvis man havde evig ungdom, ville man blive sindssyg. Jeg ser sommetider tilbage og ønsker, at jeg havde haft den livserfaring, jeg har nu, da jeg var yngre, men jeg ved også, at der bare er nogle ting, man skal igennem for at nå dertil, hvor man er i dag," siger Nikolaj til IN.

"Når jeg ser tilbage på min egen ungdom, kan jeg se alle de krumspring jeg gjorde for at finde kærligheden. De var måske fjollede set retrospektivt, men de har været helt nødvendige. Det er bare den slags, man skal igennem," konstaterer 36-årige Nikolaj, der i 2008 blev gift med Anne Langkilde, der er mor til hans lille datter, Gerda.

Læs mere om: