The Queen i Danmark: Hellen Mirren holdt hof
Helen Mirren er 163 centimeter høj. Rager lidt højere op på sine blå stilethæle. Men når hun med et myndigt "Morning" skridter ind i Dansk Design Centers mødelokale i København og hilser ud i forsamlingen af fremmødte film- og mediefolk, er det lige før, at alle står ret.
Storbritanniens Dame - sådan kan Mirren kalde sig, efter at hun blev adlet i 2003 - besidder en stille autoritet, der er en dronning værdig. Hun klukker godmodigt, når folk undskylder deres engelsk, siger at hendes svensk er endnu dårligere, og får folk til at lytte, når hun taler. På "The Queens English".
I mandags holdt hun hof i København, hvor hun som æresformand for Nordisk Råds Filmpris kårede instruktøren Pernilla August som vinder med filmen "Beyond". Helen Mirren kom til København fra New York allerede søndag morgen. Med et gedigent jetlag i kroppen landede hun og hendes mand siden 1986 - den amerikanske filminstruktør Taylor Hackford - i Kastrup, og indlogerede sig på Nimb Hotel i Tivoli. Selv om det var en flot og solbeskinnet dag, brugte parret den på at finde sig selv på værelset, inden de om aftenen kørte ud i byen til en lille middag.
Ikke første gang i København
66-årige Mirren så derfor frisk og målbevidst ud, da hun mandag morgen troppede op i Dansk Design Center, hvor programmet stod på kåring og interviews til udvalgte filmmedier.
- København er "just beautiful", men, nej, det er ikke første gang, jeg er her. Første gang var med Gabriel Axel, som jeg engang lavede en film med, kunne Mirren fortælle BILLED-BLADET.
Filmen var "Prinsen af Jylland", en engelsksproget tragedie med manuskript af historikeren Erik Kjersgaard, der fortrinsvis blev indspillet i Jylland i 1994. Tid til at nyde det efterårslune København havde Helen Mirren heller ikke meget af i mandags.
Helen Mirren mødte Ghita Nørby
Efter PR-møde og en hurtig frokost - indtaget i Nimbs restaurant - gik turen til Grand biografen i indre by, hvor filmen "Beyond" blev vist foran et inviteret publikum, og her tog Mirren for alvor kegler. Ganske ukrukket gik hun på scenen og lod sig interviewe om sig selv - og tog endda et par spørgsmål fra publikum i salen.
På vej ud fik Helen Mirren lejlighed til at hilse på Ghita Nørby, der var mødt op for at se og høre den britiske skuespillerinde. Helen Mirren kendte ikke Ghita i forvejen, men ironisk nok spiller hun i filmen "The Debt", der får dansk premiere 11. november, sammen med Ghitas ungdomskæreste, danske Jesper Christensen, der har en rolle som ædende ond naziforbryder.
Mirren spiller israelsk agent med dybe ar i ansigtet. Så sandelig en anden fremtoning end den, Dame Helen havde i København, hvor hun sluttede sit besøg af med en middag i gourmetrestauranten Alberto K, der troner på 20. sal i SAS Royal hotellet. Med passende udsigt over hele dronningens København.