Sally Field: Jeg fik at vide, at jeg ikke var pæn nok til filmlærredet
Den 68-årige skuespiller Sally Field er i dag en af de mest elskede filmstjerner, men hun er ikke altid blevet opfordret til at forfølge sin drøm om at spille med i film.
I begyndelsen af sin karriere fik skuespilleren nemlig at vide af sin agent, at hun ikke havde udseendet til at få tildelt et filmjob.
- Han sagde: ”Altså, det er latterligt. Det kan du ikke, du kan ikke lave film. Du er ikke pæn nok. Du er ikke dygtig nok”, sagde Sally Field for nyligt under et oplæg ifølge Huffington Post.
Lårene var pæne nok
Heldigvis formåede agenten, som hun efterfølgende fyrede, ikke at afskrække Sally Field, og i dag ved hun helt bestemt, hvad hun ville sige til sit 25-årige jeg.
Sally Field mener nemlig, at den unge kvinde havde brug for at få at vide, at hendes lår var så smukke, som de nogensinde ville blive, og at hun lige så godt kunne bukke sig ned og kysse dem i stedet for at kritisere dem.