9. dec. 2015
Af af Luise Marie Bekker

Judi Dench fylder 81 år

Judi Dench
Judi Dench
Foto: All Over
Nok har hun for længst nået pensionsalderen, men skuespillerinden har ikke tænkt sig at lægge arbejdet på hylden.
Judi Dench, der fylder 81 år 9. december, har ikke skruet ned for tempoet, selv om kroppen er blevet mere skrøbelig. Hendes kalender er stadig fyldt med film- og teaterroller, og hun lægger ikke skjul på, at journalisterne ikke skal spørge hende om alder og pension – to ord, som hun hader. – Det er ord, som ikke betyder noget for mig. Jeg får energi og overskud af at arbejde, og det vil jeg fortsætte med, så længe jeg har lyst, fortalte hun tidligere i år. I år har hun for eksempel været aktuel med hitfilmen "The second best exotic Marigold Hotel", og til næste år spiller hun med i flere spillefilm.

Judi Dench får læst manuskripterne op

Hver gang hun får et manuskript, får hun en anden til at læse det højt for sig. Tidligere var det hendes nu afdøde mand, Michael Williams, der læste højt for hende. De to var gift i 30 år, og han gav hende en rød rose hver fredag gennem hele deres ægteskab. Hun passede ham, da han blev syg med lungekræft, indtil han døde i 2001, og den svære periode er det eneste tidspunkt – ud over under hendes barsel med parrets datter Finty Williams – at hun har haft en pause fra skuespillet.

Judi Dench fandt en at grine med

I dag er det en anden mand, der læser manuskripterne højt for hende. For fem år siden forelskede hun sig i den otte år yngre David Mills, der driver en dyrepark i England. – Det er dejligt at møde nogen, der deler min sans for humor og mine interesser. Det er rigtig rart at have nogen til at grine med igen, fortalte hun til The Mirror. Det er dog ikke kun, fordi Dench nyder at få læst højt, at han læser manuskripterne for hende, i dag er det også af nød. Hun lider nemlig af makuladegeneration, en aldersbetinget, arvelig øjensygdom, der gør det sværere for hende at øve replikker. Hun plejede også at male og sy, men det kan hun ikke længere, og så ville hun ønske, at krydsordene blev printet i lidt større størrelser, for dem har hun efterhånden også svært ved at se. Læs mere: Judi Dench hjælper ung mand med filmkarriere

Læs mere om: