Tom Hanks i sorg ved vennens begravelse
Tom Hanks var præget af sorg, da han mandag sammen med andre kendisser tog afsked med skuespilleren, Michael Clarke Duncan. Hans medspiller i fængselsfilmen "Den grønne mil" blev begravet ved en højtidelighed i Los Angeles, efter at han ugen før var død efter et to måneder langt sygeleje ovenpå et hjerteanfald.
- Mike ejede kærligheden. Han indeholdt så megen iver og glæde, sagde den 54-årige skuespiller efter begravelsen, hvor også talkshow-værten, Jay Leno, og skuespilleren og TV-produceren, Vivica A Fox, var til stede.
Michael Clarke Duncan var kæmpestor med sine næsten to meters højde og arbejdede som bodyguard, inden han slog igennem som filmskuespiller. Han var med i blandt andet " Armageddon" og "Kung Fu Panda".
Men den muskuløse og ofte storsmilende mand fra Chicago er først og fremmest kendt for sin mindeværdige præstation i "Den Grønne Mil" sammen med Tom Hanks.
Han blev da også Oscar-nomineret for birollen i den anmelderroste storfilm, der skildrer overnaturlige begivenheder blandt fængselsfanger på dødsgangen i 1930'ernes USA. Her spillede Michael Clarke Duncan en dødsdømt, men engleblid indsat i fængslet.