20. dec. 2022
Af Malan Joensen

10 ting du (måske) ikke vidste om juleklassikeren Alene Hjemme

"Alene Hjemme" fra 1990.
"Alene Hjemme" fra 1990.
Fotomontage: MEGA og Ritzau Scanpix
Historien om Kevin, der bliver glemt derhjemme, mens resten af familien drager på juleferie, er en af de sjoveste julefilm.

Når juletiden for alvor har gjort sit indtog, er det tid til at nyde nogle af de mange hyggelige og sjove julefilm, der begejstrer år efter år.

En af dem er "Alene Hjemme" med barnestjernen Macaulay Culkin i front som den ukuelige Kevin.

Vi har i anledning af julen samlet 10 facts om den sjove film:

  • Filmen havde premiere den 16. november 1990 i USA og i Danmark den 21. december 1990.
  • I den første weekend, filmen kunne ses i amerikanske biografer, indtjente den mere end 17 millioner dollars - svarende til over 100 millioner danske kroner - fordelt på 1.202 biografer. "Alene Hjemme" havde førstepladsen over mest sete film i USA i hele 12 uger og holdt sig i top 10 indtil juni 1991.
  • Rollen som den otte-årige Kevin McCallister var skrevet specifikt til Macaulay Culkin, men en række børn blev castet alligevel.
  • Macaulay Culkins lillebror Kieran spiller også med i filmen - han er den lille dreng Fuller, der er Kevins fætter.

  • McCallister-hjemmet, der danner ramme om den ikoniske film, er blevet en stor turistattraktion. Hvis du vil se det, skal du rejse til Illinois og byen Winnetka, hvor huset ligger på Lincoln Avenue 671. Faktisk er scenerne fra køkkenet, hovedtrappen og der hvor trappen møder stueetagen optaget i selve huset. Scener fra spisestuen og alle andre rum på førsteetagen er optaget i et studie.
  • I filmen rejser McCallister-familien til Paris, men faktisk er de slet ikke i nærheden af den franske hovedstad på noget tidspunkt. Scenerne, der foregår i Paris' Orly Lufthavn blev filmet i O'Hare International Airport ved Chicago. Og scenerne inde fra flyet er faktisk optaget i en kulisse, der blev bygget på en basketball-bane ved en lokal skole. Samme skoles svømmehal blev brugt til at optage de scener, hvor Kevin løber gennem en oversvømmet kælder.
  • Den uheldige skurk Marv, spillet af Daniel Stern, bar særlige kunstige fødder lavet af gummi i alle scenerne, hvor han går barfodet rundt. De knuste julekugler, han på et tidspunkt stepper rundt i, var i virkeligheden lavet af bolsjer og ikke glas, men mon ikke det var meget rart at have noget på fødderne alligevel.
  • Macaulay Culkin skulle efter sigende selv have tegnet det kort, Kevin bruger i filmen som fortegnelse over alle fælderne.

  • Filmen opnåede to Oscar-nomineringer: "Best Music - Original score" og Best Music - Original song" for sangen "Somewhere in My Memory", men vandt ingen. Til gengæld vandt Macaulay Culkin en statuette ved American Comedy Awards i 1991 i kategorien "Funniest Actor in a Motion Picture - Comedy or Musical" for hovedrollen som Kevin.
  • På grund af "Alene Hjemme"s gigantiske succes blev der siden lavet fire efterfølgere - og der var endda i 2019 planer om at lave en genindspilning af den originale film. Populariteten kastede blandt andet også tre videospil, to brætspil og en bog af sig.

Kilder: IMDB, Mentalfloss.com, Buzzfeed.com.

Læs mere om: