8. jan. 2013
Af af Malan Joensen

Fru Bond: Gider ikke snakke job med ægtemanden

Daniel Craig alias 007 James Bond sammen med fru Bond, Rachel Weisz.
Daniel Craig alias 007 James Bond sammen med fru Bond, Rachel Weisz.
Foto: AOP
Daniel Craigs kone Rachel Weisz løfter sløret for, hvordan det er at være gift med superstjernen.

For tiden kan biografgængere se nærmere på den 44-årige skuespiller Daniel Craigs agenttalenter i den nyeste og meget roste James Bond-film "Skyfall", og nu løfter hans kone Rachel Weisz, 42, lidt af sløret for, hvordan det egentlig er at være gift med den populære mand.

- Jeg taler ikke om mit arbejde, og det gør han heller ikke. Det er meget privat. Der er ikke noget værre end to skuespillere, der mødes og taler om skuespil. Det er altså det værste, fortæller Rachel Weisz, der også er skuespiller, til avisen The Sun.

I juni 2011 blev Rachel Weisz og Daniel Craig gift, og det gør en forskel for parforholdet, siger hun:

- Det er anderledes at være gift end blot at bo sammen med din partner. Der er en kontrakt. Du behøver ikke nødvendigvis at tænke på at respektere reglerne, men de er der bare. Det er i dit hjerte, det er ikke, som om det er skrevet ned på et stykke papir.

Rachel Weisz og Daniel Craig har ingen børn sammen, men hun har seksårige Henry fra et tidligere forhold med instruktøren Darren Aronofsky. Daniel Craig har datteren Ella, der blev født i 1992, fra ægteskabet med Fiona Loudon.

Første gang Rachel Weisz og Daniel Craig mødtes var i 1994, hvor de spillede teater sammen i London, men de forelskede sig, da de spillede sammen i den amerikanske thriller "Dreamhouse" i 2010.

Læs mere om: