George Clooney: Gift i Venedig
Fredag kunne man se verdens måske største mandlige filmstjerne, George Clooney, suse gennem Venedigs kanaler i en luksuøs speedbåd med sin forlovede Amal - smilende og vinkende til de mange tusinde turister, der hurtigt havde fået øje på det celebre par.
Samtidig begyndte kendte gæster - bl.a. den legendariske redaktør for modemagasinet Vogue, Anna Wintour - at ankomme til byens lufthavn. Meget tydede derfor på, at brylluppet mellem to var lige op over.
Nogle havde ventet, at brylluppet skulle foregå i dag kl. 11 - mens andre hævdede, at det ville foregå mandag. Men nu er forvirringen slut. De to forelskede blev Mr. og Mrs. Clooney i dag, lørdag, ved en ceremoni på det syvstjernede hotel, Aman Canal Grande Venice.
Kendte gæster
Kun en håndfuld gæster var inviteret. Men sikke en håndfuld: Bl.a. Matt Damon og hans hustru, Luciana, samt de nygifte Brad Pitt og Angelina Jolie siges at have været blandt gæsterne.
Underholdningen blev ifølge US Weekly leveret af Andrea Bocelli. Med andre ord blev der skruet helt op for romantikken i Venedig de kommende dage.
Fredag aften var de vordende ægtefolk til fest hver for sig - til deres respektive polterabender. George Clooney sammen med bl.a. Matt Damon og en hel del tequila, berettes det fra kanalbyen i Italien.
George Clooney er 53 år - hans vordende hustru er 36.