F. Scott Fitzgeralds historiske hus til salg
Fra 1922 til 1924 boede F. Scott Fitzgerald og hans kone Zelda i et hus på Long Island tæt på New York i USA.
Efter sigende var det her, F. Scott Fitzgerald påbegyndte romanen ”The Great Gatsby”, som regnes for hans hovedværk.
Til salg for 25 mio. kroner
Romanen handler om den mystiske millionær Jay Gatsby og F. Scott Fitzgerald skulle efter sigende have baseret romanhovedpersonens millionvilla på de store villaer og palæer i området omkring huset.
Det forlyder dog, at F. Scott Fitzgerald først færdiggjorde romanen, der udkom i 1925, efter han og Zelda var flyttet til Frankrig, hvor hans efterfølgende roman ”Tender is the Night” også foregår.
Huset, hvis nuværende ejer ønsker at være ukendt, er sat til salg for 3,8 millioner dollar eller knap 25,5 millioner kroner, skriver BBC.